Der har igennem tiden været mange store stangbyggere, hver især med deres egen stil: Evert Garrison, Jim Payne, Poul H. Young m.fl. Og der har været designere, som fx Charles Ritz der arbejdede sammen med Peon & Michel.
Garrisons og Carmichaels bog: ” A masters guide to building a bamboo fly rod” betegnes af mange som “bogen”! Garrison var en dygtig og banebrydende stangbygger. Men i hans tid – ligesom i vores – holdt man sin viden tæt ind til kroppen. Mange af de gamle stangbyggere bevogtede deres taperinger og teorier meget nidkært.
Garrison, der desværre døde inden bogen var færdig, fortalte, hvad han ”vidste” til Carmichael, der ikke havde samme tekniske indsigt som stangbygger. Herefter skrev Carmichael bogen.
Garrisons stress kurver har været udsat for mange fortolkninger og angreb – men han var en god ingeniør og var i stand til at beregne stress i splitcane. I dag bruger mange Garrisons stress kurve som grundlæggende værktøj, når der skal designes ny splitcane.
Dog kan noget af det, han fortalte Carmichael godt have været lagt ud som røgslør.
Begynder
man at snakke stil og aktion på en splitcane, kan man hurtigt komme til
at træde vande, da det emne er forbundet med mange gamle traditioner.
Man kan groft dele ind i: topaktion, fulflex og bundaktion.
Bundaktion bruges fortrinsvis til spreykast. Fulflex aktion kan deles ind i normal fulflex og parabolisk aktion, der kan beskrives således: stangen bøjer sig under kast lige over håndtaget, mellemstykket er mere stift og bøjer sig mindre, toppen af stangen bøjer sig præcist som bunddelen.
Semi parabolisk aktion virker som parabolisk aktion – dog med tyndere top, hvilket gør at den ikke virker så top tung.
Så har vi topaktion og herunder progressiv aktion, dette kan beskrives som en 2/3 dels aktion, eller midt aktion med en tynd top. Én progressiv stang bøjer sig alt efter hvor meget den belastes.
Charles
Ritz designede stænger for Peon & Michel. Ved et uheld blev han
ophavsmanden til parabolisk aktion. Han sendte sin 9 fods stang til
eftersyn på fabrikken forud for en fisketur. Da den var klar, blev den
sendt med et bud til hotellet. Budet var så uheldig, at han undervejs
fik fluestangen i cykelhjulet. Fremme ved hotellet afleverede han
stangposen med indhold og
forsvandt hurtigt. Charles Ritz pakkede
bilen, og kørte mod Tyskland. Da han ankom og pakkede ud, opdagede han,
at fluestangen var knækket lige under topøjet og over håndtaget.
Håndtaget havde en ferrulle, så det kunne tages af. Da han ingen
reservestang havde med, reparerede han stangen, så godt han kunne – et
slangeøje blev til topøje, og han varmede ferrullen af det knækkede
stykke og monterede den på bundstykket. I starten syntes han, at
stangen var lidt underlig, men han rettede sig efter stangens rytme og
opdagede, at den var blevet mere kraftfuld og rolig – stangen kunne
løfte en lang line fra vandet og lægge den præcist ud igen. Hermed
havde han fundet inspiration til parabolisk aktion.
Mens
Charles Ritz og Peon & Michel byggede splitcane med parabolisk
aktion i Europa, eksperimenterede den amerikanske stangbygger Poul H.
Young med lignende taperinger, uden at han havde hørt om de europæiske
stænger. Han byggede en serie af paraboliske stænger med navne som fx
Migde og Perfectionist, som han i øvrigt kaldte ”experiment
taperinger”. De havde tyndere top og virkede mindre toptunge. Semi
paraboliske fluestænger er forhold til deres vægt kraftfulde stænger.
Går
man med drømmen om at bygge en Splitcane stang, og har man tiden til
det, er det en god idé, at prøve at tage kontakt til en af Danmarks
mange stangbyggere. Der kan nemlig vise sig at være mange forhindringer
undervejs, når man begynder ”byggeriet”.
Der findes mange
informationer om stangbygning på Nettet og ligeledes er der en del
bøger om emnet, selvom disse kan være svære at finde i Danmark. De
findes nemmere i engelske og amerikanske Netbutikker. Det samme gælder
materialerne til stangbygning.
Først skal man anskaffe sig
tonkin, som er den bambus art der bruges ved stangbyggeri. Dernæst skal
der bruges en hel del værktøj: høvle, knive, stemmejern, file,
skydelærer og andre nemt tilgængelige ting. Til fremstilling af klingen
skal man bruge høvllærer, bindemaskine og en hærde ovn.
Til limningen af håndtag skal der bruges en korkpresser, en drejebænk til slibning af håndtaget samt en beviklingsbænk.
Nogle af tingene kan man selvfølgelig undvære: beviklinger kan man lave i hånden, håndtaget kan slibes ved opstilling på nogle træklodser og brug af en boremaskine, osv.
Det er en dyr og lang proces at komme i gang!
Og enten bliver man alvorligt bidt af det eller også giver man op undervejs på grund af problemer – disse kunne måske være afhjulpet med lidt vejledning.
I mit tilfælde var jeg så heldig at få
kontakt til en af Danmarks dygtige stangbyggere – jeg blev forsynet med
et stykke tonkin, og sat i gang under kyndig vejledning. Her havde jeg
også adgang til det rigtige værktøj og kunne således springe de værste
begynderfejl over. Men det er alligevel sværere end jeg havde
forestillet mig!
Pas
på fingrene. Tonkin er skarpt som et
barberblad, når det splittes op. Det indeholder ligeledes kisel, som
kan give betændelse og hævelser, hvis – eller rettere – når man skærer
og stikker sig. Jeg blev forvist, og blev anbefalet
handsker med gummi
– dem har jeg anskaffet nu, efter fingerspidserne blev skåret af
mine læderhandsker.
Det
første tonkinrør, rækker nok kun til en stang. Men alt efter kvaliteten
og egen større erfaring, kan der blive op til 3 stænger af ét rør.
Mit første projekt har været lang tid undervejs, da jeg har haft for travlt med andre ting, men løbene vil jeg opdaterer projektet.
Copyright © 2009-03 tonkin.dk