Tørfluefiskeri kan kort beskrives som at spotte en fisk - måske se hvad den fangede i overfladen - for derefter at præsentere en matchende flue for fisken. Fluen skal i et eller andet omfang ligne insektet og præsenteres i fiskens bane uden at nedslaget skræmmer fisken - fluen skal drive naturligt, uden strømmen trækker i forfang eller line som får fluen til at streame. Forfanget skal være usynligt for fisken - tænk over de skygger, du laver, ikke kun fra dig selv, men også fra fluelinen og forfang - brug evt. Fluocarbon som spids.
Giver man sig tid til at sætte sig ind i entomologi, og derved får lidt viden om insekterne langs vore vandløb, bliver det også nemmere at emitere fiskenes føde.
Som
tørfluefisker må man også tænke over "trafikken" langs vandløbet. den
kan stresse fiskene, og man kan opleve fisk, der ellers
stabilt tager
insekter på overfladen,
pludeselig begynder at ændre adfærd allerede
før, man begynder at kaste til dem. Derfor bør man bevæge sig stille og
rolig op langs åen - på den måde oplever og ser man ofte også mere.
Nogle kan opleve tørfluefiskere som snoppede og afvisende, men det skyldes som regel, at tørfluefiskeren mister sine chancer for at se ringende fisk, hvis der er for megen uro omkring ham.
Mine
fluer forsøger jeg at binde simple og robuste – jeg binder ikke mine
fluer stramt men med ”liv”. Fluerne deler jeg ind efter døgnfluer,
vårfluer, slørvinger, myg og landinsekter.
Døgnfluen – som er den vigtigste gruppe – lever alt efter art 1-2 år som nymfe, derefter har den to stadier som flyvende insekt.
Det første stadie hedder dun, så skifter den hud i løbet af 5 minutter eller 2-3 dage, alt efter art og vejrforhold, og bliver til spinner, hvilket er det kønsmodne stadie. Der er undtagelser fra dette, med disse lever ikke i Danmark.
Jeg binder mine døgnfluer
- som ”emerger”, der imiterer en klækkende nymfe
- som ”faldskærmsfluer”, der imiterer en dun
der sidder med oprette vinger, og endelig
- som ”spent spinner”, der imiterer en spinder, der er fanget i overflade filmen.
Vårfluer deler jeg ind i svømmende puppe og flyende insekt.
Slørvinger binder jeg i en stillesiddende og en æglæggende imitation.
Myg binder jeg kun som små sorte fluer, ikke som klæggende nymfe.
Endelig er der landinsekterne – her binder jeg myrer med og uden vinger samt små biller.
Andre
imitationer kan blive nødvendige, men som udgangspunkt prøver jeg at
holde det nede. Dog – viser behovet sig, er det selvfølgelig anderledes
– men jeg binder ikke sommerfugle, blot fordi jeg har set en enkelt
fisk tage én.
Der er ting, der er svære at imitere. I majflue sæsonen, kan der være så meget føde, at fiskene begynder at reagere på bevægelse. En døende majflue der ligger og sitrer som ”spent spinner”, er ikke nem at imitere. Lidt det samme problem er der under BVO klækningen – den hører til slægten Ephemeralla, der har det lidt svært ved at komme ud af nymfe huden, og derfor ligger og vrider sig.
Hvordan fluen står på vandet, ligger i eller under overfladen betyder også meget. Nogle døgnfluer af arten Baetis kravler ned langs siv og andre planter og lægger æg under vandet. Herefter slipper de deres tag og stiger op til overfladen igen – dog bliver de lige under overflade filmen. Nogle vårflue arter gør det samme.
Copyright © 2009-03 tonkin.dk